Artikel fra Helsingør Dagblad
Med tillid og respekt vil Østifterne så demokratiets frø i børn og unge - Altinget
Hvad er baggrunden for Sammen om Hinanden?
Børn og unge har, ifølge FN´s børnekonvention, ret til at blive hørt i emner som vedrører dem og deres liv. Undersøgelser viser dog, at børn og unge ofte føler, at de har svært ved at blive hørt i de emner, som vedrører dem (Vive 2018). For eksempel endte Unicef Danmarks børnetopmøde i 2020 ud med resolutionen: ”Det Nationale Rettighedsråd opfordrer landets politikere, beslutningstagere, relevante aktører, virksomheder, samt børn og unge til at fokusere på, at vi børn og unge er selvstændige mennesker med vores egne meninger. Det er vigtigt, at voksne lytter til os og tager os seriøst. Hvis vi ikke bliver inddraget, hørt og respekteret, kan det få negative konsekvenser for os både fysisk og mentalt.”
Sammen om hinanden vil undersøge om man ved at inddrage børn og unge i de demokratiske processer i en tidlig alder, så de derigennem møder de demokratiske strukturer og oplever at blive inddraget, vil kunne give dem selvtillid og ressourcer til at dele deres meninger og ideer. Tidligere erfaringer viser, at når børn og unge inddrages oplever de i højere grad at være ligeværdige og aktive medborgere, der er inkluderet i (lokal)samfundet, frem for at føle sig anderledes og marginaliserede. Det er Sammen om Hinandens håb, at der vil skabes en kultur i boligområdernes beboerdemokrati, hvor børn og unges meninger automatisk tænkes ind i beslutningsprocesserne.
Der er mange indsatser og initiativer som bejler til børn og unge. Derfor er det vigtig for Sammen om Hinanden, at der arbejdes i de eksisterende strukturer med voksne, som børn og unge allerede kender. De faste strukturer kan bidrage til sammenhæng og tryghed, samt understøtte forankring og en helhedsorienteret tilgang til børn og unge. Sammen om Hinanden tager således udgangspunkt i udtrykket: ”It takes a village to raise a child”, hvor det at skabe et godt børne- og ungeliv er en fælles opgave, som kræver opbakning fra lokalsamfundet.
De tre involverede boligområder i Helsingør: Nøjsomhed, Vapnagaard og Nordvest, har allerede berøring med mange samarbejdspartnere. Det giver muligheder for et stort og kvalificeret netværk, hvor både børnenes familie, de øvrige beboere, driftspersonale, afdelingsbestyrelse, skoler, ungdomsskole, klubber, erhvervsliv, socialpædagogiske væresteder, fritidsforeninger, SSP-organisationen og kommunen inddrages.
Hvad er Sammen Om Hinanden?
Ved at give børn og unge medbestemmelse, opbygge deres demokratiske, sociale og personlige kompetencer, samt tilbyde dem sunde og udviklende fællesskaber med andre børn, unge og ansvarsfulde voksne, styrkes deres glæde og trivsel. Der tages udgangspunkt i de almene boligområder og deres faste ressourcer omkring børn og unge, nemlig driftspersonalet, klubber og væresteder. Her forankres projektets to indledende initiativer: Børnedemokrati og Ungeråd, hvor børn og unge får mulighed for at få indflydelse på deres boligområde, og samtidig understøttes i at tage alderssvarende ansvar.
Sammen om Hinandens rolle i dette arbejde er at facilitere opstarten af Børnedemokrati og Ungeråd og sikre forankring og brobygning. Således understøtter projektet driften og klubberne med sparring og inspiration, samt skaber kontakt til relevante samarbejdspartnere.
For Sammen om Hinanden er det afgørende, at der samarbejdes bredt i og på tværs af boligområderne. Det skal sikre et solidt netværk omkring børn og unge, ligesom det øger muligheden for og kvaliteten af arbejdet i boligområderne, samt samarbejdet med andre aktører som f.eks. skoler, kommune og erhvervsliv.
Målet er at styrke det gode børne- og ungeliv ved at give børn og unge positive værktøjer og selvforståelse, så de kan træffe beslutninger, der er gode for dem selv, andre og deres fremtid.
Sammen om Hinanden er en femårig faciliteringsindsats, som løber frem til sommeren 2025. Indsatsen vil blive evalueret løbende med det formål at kunne justere ’konceptet’ hen ad vejen. Indsatsen skal bidrage til at give børn og unge et solidt udgangspunkt for at skabe det liv, de drømmer om. Med udgangspunkt i børne- og ungeinddragelse afprøves metoder og tiltag. Det endelige koncept, samt erfaringer og metode, vil blive beskrevet og delt, til inspiration for andre boligområder i Danmark.
Hvordan gør vi i Sammen om Hinanden?
Sammen om Hinanden har tre spor, som samtidig udgør projektets tre overordnede mål:
1) Høring og medbestemmelse til børn og unge via etablering og forankring af Børnedemokrati og Ungeråd - spor 1
2) Samarbejde i og på tværs af boligområder og lokalsamfund via opbygning af netværk og en helhedsorienteret tilgang til børn og unge - spor 2
3) Sociale og fysiske tiltag i boligområderne samt forandringer hos de enkelte børn og unge, der afspejler børn og unges ideer, behov og ressourcer - spor 3.
Børnedemokratiet henvender sig til de 9-13-årige, og inviterer målgruppen til at deltage i forskellige børneinddragelsesaktiviteter. Børnedemokratiet forankres hos boligområdernes driftsmedarbejdere (viceværter) – som skal stå for etablering og rekruttering.
Driftsmedarbejdernes opgave er at inspirere børn til deltagelse, understøtte dem i at gøre deres ønsker og ideer til virkelighed, samt facilitere samarbejdet med afdelingsbestyrelserne og øvrige aktører i bolig- og lokalområdet.
Ungerådene er forankret i klubberne i de enkelte områder, og har de 13-17-årige som målgruppe. Denne gruppe skal ligeledes inviteres til at deltage i forskellige ungeinddragelsesaktiviteter, som skal give de unge mulighed for at have mere medindflydelse i hverdagen i deres klub, boligområde og by. Medlemmerne i Ungerådet skal være med til at gøre tilværelsen mere spændende og udviklende for hvert enkelt medlem både personligt og fagligt, samt understøtte høring og involvering af andre unge. Gennem deres engagement i Børnedemokrati, Ungeråd og understøttet af samarbejdspartnere, kan børnene og de unge udvikle deres kompetencer, styrke deres ejerskab og tilhørsforhold til boligområderne, udvide deres netværk og fællesskaber, samt opleve øget stolthed og selvværd. Dette er alle forhold, som har betydning for deres generelle trivsel og dermed livssituation.
Der tages udgangspunkt i børnene og de unges egne ønsker, behov og ressourcer, primært som de kommer til udtryk igennem Børnedemokratiet og Ungerådene. Herudover kan man blive opmærksom på andre børn og unge, der kan have behov for ekstra støtte. Fx via deres adfærd i boligområderne og/eller i de lokale klubber og socialpædagogiske tilbud i boligområderne. Det er driftsmedarbejdere, afdelingsbestyrelser, skoler, Ungdomsskolen, de lokale klubber, samt SSP-organisationen (herunder Cube) – der understøtter samarbejdet og brobygningen mellem børn og unge og de forskellige samarbejdspartnere.
Hvem står bag Sammen om Hinanden?
Sammen om Hinanden er et samarbejde mellem Østifterne, Boliggården, SSP Helsingør og Børnedemokrati.
Østifterne
er initiativtager til projektet og finansiel partner. Østifterne er en uddelende forening, som arbejder for at sætte omtanke på dagsordenen i Danmark, og har i mange år støttet projekter med det formål. Med Sammen om Hinanden ønsker Østifterne i endnu højere grad at være med til at understøtte børn og unges egne forudsætninger for at skabe et godt liv. Læs mere: www.oestifterne.dk
Boliggården
er en almen boligorganisation, som står for administrationen af de tre boligområder. Boliggården bidrager med koordinering og implementering af indsatser samt evaluering. Ydermere bidrages med personaletimer, f.eks. de driftsmedarbejdere, som skal være en aktiv del af etableringen og implementeringen af Børnedemokrati. Læs mere på www.boliggaarden.dk
SSP Helsingør
har ansvar for at etablere og forankre Ungerådene. Dette inkluderer inddragelse af de unge, afdækning af behov og samarbejdspartnere, samt understøttelse af samarbejde med lokale klubber m.fl. SSP er Helsingørs ungeteam, som har til formål at koordinere og drive kriminalitetsforbyggende indsatser. Læs mere på https://ssp.helsingor.dk/velkommen/
Børnedemokrati
er et koncept udviklet af specialistvirksomheden Konradi - liv i og mellem husene. Som ansvarlig for implementeringen af Børnedemokrati i de tre boligområder, skal driftens medarbejdere understøttes i rekruttering og inddragelse af børnene, samt afdækning af ønsker og samarbejde med andre interessenter. Læs mere på www.børnedemokrati.dk
Kontaktpersoner
- Laura Thatt, Projektchef, Østifterne, mobil: 42 23 93 40, ltha@oestifterne.dk
- Henrik Schultz, Chef for Ejendomme, Boliggården, mobil: 24 94 14 04, hsc@boliggaarden.dk
- Icare Djiki Gnenzeko, SSP-Projektkoordinator, Ungerådene, mobil: 24 42 72 09, icare@helsingor.dk
- Ghadir Al-Saraf, Projektmedarbejder, Børnedemokrati, mobil: 23 98 89 84, ghadir@konradi.nu